top of page

​L Æ R E P L A N E R 

Undervisningsplan Sløjd

Generelle synspunkter i forhold til skolens formål og værdigrundlag.
Det overordnede mål for sløjdundervisningen er at styrke viljen, indlevelse/fantasi og forestillingsevne. Således henvender sløjd sig til hele mennesket og i arbejdet med det ” faste stof” har eleven mulighed for at øve en alderssvarende selverkendelse og -skoling. Dermed arbejdes der på en målrettet udvikling af de kreative evner, en bevidstgørelse af det motorisk-viljesmæssige og en belivning af forestillingsevnen.


Delmål:
• at kunne håndtere træbearbejdningsværktøj både i forbindelse med kunstneriske og mere praktiske opgaver. (træskæring og snedkeri).

• at tilegne sig fornemmelse for og kendskab til træ, ler, metal, sten med mere som arbejdsmateriale.
• at have glæden ved at udforme smukke og praktisk anvendelige sløjdarbejder.
• tilfredsstillelse ved at fremstille noget, andre har glæde af eller behov for. (legetøj til søskende eller praktiske ting til hjemmet).
• at have forståelse for den indsats, der ligger bag enhver menneskeskabt produktion. (Det sociale aspekt.)
• at udvikle æstetisk sans og lyst til at skabe ud fra sin personligheden.
• at kunne gennemføre en arbejdsproces fra ide til den endelige udførelse.
 

1. – 4. klasse
Udførelse af enkle arbejder i forbindelse med hovedfagsundervisningen, hvor der arbejdes fortrinsvis med kniv, sav, rasp, fil og sandpapir. Ofte hentes materialerne i skoven eller ved stranden. Der øves grundlæggende formforståelse ved modellering i ler, bivoks og lign. plastiske materialer.

 

5. klasse og 6. Klasse
De først opgaver giver mulighed for at lære de forskellige oprindelige redskaber og træet som arbejdsmateriale at kende. Der arbejdes ved høvlebænk.
Formgivningen er enkel og tager udgangspunkt i håndens evne for at ”føle” en form, fortrinsvis konvekse (runde) former. (æg, smørebræt, plantepind el. l.) Det suveræne redskab er huljernet, som byder på en unik koordinering af iagttagelse, indlevelse og motoriske evner, lige fra det grov - motoriske med kølle til det fine færdiggørelsesarbejde. I modellering er dyre - former et oplagt felt at gøre sine øvelser i. I 6. klasse bliver opgaverne mere komplicerede og større. Der skiftes mellem mere praktiske og rent kunstneriske emner, som for eksempel udformningen af et dyr.
Der kan tages udgangspunkt i et udkast i ler, hvor de formmæssige muligheder kan øves og afprøves. Udskæringen af for eksempel en bjørn eller en løve kræver håndelag og omhu.
Opgaver i modellering: geometriske legemer, krystalformer m.m.
 

7. -8. klasse
På de klassetrin bliver opgaverne mere varierede og individuelle. Et vigtigt mål er at forbinde det tekniske med det formmæssigt æstetiske. Velegnede opgaver i den retning er en nøddeknækker, bevægeligt legetøj, væglampe/bordlamper eller skulpturelt udformede lysestager mm.
Der indføres ligeledes i elementær snedkeri, hvor der arbejdes med sammenføjning af høvlede brædder. (enkle møbler så som skammel, hylde eller lignende).
Større træskærerarbejder kan være individuelt udformede frugtfade, hvor materiale, funktion og form går op i en højere enhed. I modellering kan f.eks. temaet dyr og mennesket gribes op.
 

9. klasse
På det klassetrin deles sløjdundervisning op i specifikke fag, som undervises i perioder: snedkeri, modellering, kobber- og jernsmedning, pilefletning og teknologi. Der stilles stigende krav til elevernes håndværksmæssige og kunstneriske
evner og der gives mulighed for individuelle projekter.

SLØJD
METALSLØJD
bottom of page