top of page

​L Æ R E P L A N E R 

Eurytmi - Et bevægelsesfag

På Rudolf Steiner skolerne er faget EURYTMI obligatorisk fra bh. kl. til 12. klasse. Eurytmi er som udgangspunkt en kunstart, hvor musikkens og sprogets inderste kerne og struktur synliggøres i bevægelse. Deraf kommer det, at man skelner mellem toneeurytmi og lydeurytmi. I forbindelse med grundlæggelsen af den første Rudolf Steiner skole i 1919 blev eurytmien også anlagt som et pædagogisk bevægelsesfag. Kort og godt kan faget beskrives som ”gymnastik for sjælen”.

Eurytmiundervisningen lægger sig tematisk op ad indholdet i klassetrinnets øvrige fag - specielt hovedfag. Igennem bevægelser øves og bearbejdes essensen i lærestoffet, så det når helt ind i hænder og fødder, hjerte og hoved.


Ved at gøre eurytmi øver eleverne centrering, koncentrationsevne, social kompetence, fællesskabsdannelse og bevægelseskoordination. Herved integreres og balanceres vilje, følelse og tanke i barnet – for igennem eurytmien, skal eleven faktisk på samme tid både overskue bevægelsesforløb, opleve sproget/musikken og udtrykke det oplevede med kroppen.
Fra bh. Kl. til 4. kl. har eleven eurytmi 1 time ugentligt, hvorimod der fra 5. kl. til 12. kl. undervises i faget 2 timer ugentligt.

Lærerplanen i Eurytmi

Generelt om 1. – 4. klasse
Undervisningen bygger først og fremmest på fællesskabet i gruppen. Eleverne lærer fagets grundelementer ved at efterligne.

1. klasse
Helheden, som kredsen er et billede på, danner det grundlæggende formprincip og udgangspunkt. Her lærer eleverne at orientere sig både mod kredsens centrum og omkredsen. Formprincipperne lige linje og bue øves. I lydeurytmien er der en bevægelse (gebærde) for alle lyde i alfabetet. Disse øves ved efterligning, og i 1. klasse er det hovedsageligt eventyr, der udgør det sproglige materiale. I toneeurytmien, hvor det er alle musikkens grundelementer, der danner basis for undervisningen, er det på dette klassetrin primært rytmiske lege, rytmen og tonehøjden i musikstykker og musikintervallet kvinten, der er i centrum.

2. klasse
Kredsen er forsat det grundlæggende udgangspunkt, men på dette klassetrin kommer dualiteten ind i billedet. I lydeurytmien viser det sig tematisk i legender og fabler. Formmæssigt ved at arbejde med at dele kredsen på forskellige måder. De fire klassiske elementer: jord – luft – ild – vand øves gennem bevægelse. I toneeurytmien er det fortsat enkle tonehøjder, enkle bevægelser til motiv og fraser i musikken, musikalske rytmer, flow og nøjagtighed i bevægelsen, der bliver øvet.

3. klasse
Eleverne lærer at orientere sig i rummet i forhold til kredsens midtpunkt. Geometriske formelementer som: Firkanter, trekanter og ottetaller øves. I lydeurytmien skal undervisningen understøtte oplevelsen af sproget ud fra bevægelser til tekst. I toneeurytmien er det rytmiske motiver, tonehøjden som bevægelse, dur og mol og bevidstgørelse af tonernes navne.

4. klasse
Kredsen opløses, og det frontale bevægelsesprincip indføres. Dvs. at eleverne hele tiden bevæger sig med front det samme sted hen. Arbejdet med kobberstave introduceres og bruges til forskellige koncentrationsøvelser i kombination med musik, rytmer eller vers. I lydeurytmien skal eleverne efterhånden kunne alle lydgebærder for hele alfabetet.
Introduktion til de første eurytmiske grammatikformer.
I toneeurytmien handler det om bevidstgørelse af takt og øvning af forskellige taktarter, rytmer, forskellige nodeværdier og betoninger. C-dur skalaens tonebevægelser, dur og mol øves.

Generelt om 5. – 9. klasse
Eurytmiundervisningen er nu gradvist blevet forandret fra et legende fag til et bevægelsesfag, hvor eleverne gennem øvelser udvikler specielle færdigheder. Der kræves mere præcision og stilfuldhed af eleverne og en stærkere grad af socialt samspil i gruppen.

5. klasse
Mere komplicerede gruppekoreografier kan indføres. Lydgebærderne differentieres, og arbejdet med grammatiske former fortsætter. Bevidstgørelse af stigende og faldende rytmer i sproget. Musik fra barokken og klassisk tid.

6. klasse
Alle stavøvelser er aktuelle. Trekants-og firkantsforvandlinger øves koreografisk.
Koordinations -og koncentrationsøvelser i kanon. Udarbejdelsen af kvaliteter som pathos og ethos, dramatisk og lyrisk i tilknytning til en tekst. Grundlæggende rytmer som kort -lang og taktarterne betonet – ubetonet, er nu blevet til færdigheder. Introduktion af intervallerne. Takt, rytme og tonehøjde i længere musikstykker øves.

7. klasse
Øvelser i at bruge alle rummets dimensioner og bruge retningerne som et mere dramatisk udtryk. Tredelt gang. Øve og iagttage finere følelsesudtryk gennem kroppens bevægelser, anvendt dramatisk eller humoristisk. Arbejde med former og lydgebærder til ballader og humoresker. Øvelse af intervallerne fortsætter.

8. klasse
Øvelser med indslag med mere fysisk udfordring, hurtighed og bevidst dynamik i bevægelserne. Rytme med modrytme ved brug af hoved, hænder og fødder.
Der lægges vægt på brug af eurytmiske elementer i dramatisk sammenhæng.
Udarbejdelse af ballader i grupper med fokus på roller, masker og hovedstillinger.
I toneeurytmien vedligeholdes de grundlæggende færdigheder, og der indføres elementer som synkope, bas og diskant. Der lægges vægt på store bevægelsesforløb og formforvandlinger i det musikalske. Intervalbevægelserne sættes i relation til anatomiundervisningen.

Generelt om 9. klasse og overskolen
Fra og med 9. klasse er det vigtigt at eleverne udvikler klare begreber om det, der sker i eurytmifaget, samtidig med at der lægges vægt på det kunstneriske element i langt højere grad end tidligere.

9. klasse
Grundøvelserne bygger på kontraster såvel i naturen som i mennesket. Bevidstgørelse af forskellige bevægelsesmåder i forhold til indhold eller kvalitet i tekst og musik. Teoretisk behandling af eurytmiske strukturer og elementer. I lydeurytmien videreudvikles ovenstående fortsat. Det horisontale og det vertikale i musikken, dvs. melodi og harmoni bevidstgøres. Der arbejdes med konsonanser og dissonanser. Egne koreografier til små tekster og melodier udføres.



Slutmål efter 9. klasse
Efter 9. klasse skal eleverne have opnået gode færdigheder i eurytmiens grundelementer. Det forventes, at der er kendskab til nedenstående elementer såvel teoretisk som bevægelsesmæssigt:

Lydeurytmi:
vokaler, konsonanter og forskellige digtformer
Forskellige grammatiske formprincipper
Bevægelser til forskellige sproglige stemninger, f.eks. glæde, sorg o. lign.

Toneeurytmi:
Takt, rytme, melodi og harmoni
Danne egne koreografier til musikken
Kende bevægelser til intervallerne
Kende større rumlige former samt forskellige koordinations -og koncentrationsøvelser
Kende sociale øvelser
Kende rytmeøvelser

METALSLØJD
SLØJD
bottom of page